Arkiv: Overstået event
Vinter i Naturkraft.
Lørdag den 2. marts 2024, kl. 11-16.

Vinter i Naturkraft.

Vejrvarsler, natureventyr og dragebyggeri - Når I besøger Naturkraft i marts, kan I selv udforske det vilde vestjyske vejr. I kan prøve kræfter med at forudsige vejret ligesom vejrværterne på TV.

I kan tage med på et spændende nyt natureventyr om Lektor Finregn, som forsøger at tage styring over vejret, og I kan bygge jeres egen flotte drage til at tage med hjem. Hør også spændende fortællinger om vejret i Vestjylland, der giver både medvind og modvind for dem, der bor her. Lav jeres egen vejrudsigt
I Naturkraft kan I lære atafkode vejret efter samme metode, som man har anvendt gennem hundredvis af år - ved at udforske og afkode de signaler og tegn, som himlen viser os hele tiden. Er der spændende vejrtyper på vej ind over Danmark, så kan det nemlig ofte ses på skyerne. Lær at genkende de mest almindelige skyer, som fortæller hvordan vejret bliver de næste par dage, og så er I klar til at lave jeres egen vejrudsigt.

NYHED - Natureventyr
Som noget nyt kan I nu downloade den gratis app Natureventyr og tage med børnene Sol og Storm på eventyr i Naturkraft. Undervejs vil I blive klogere på vejret i Vestjylland, og I vil vgennem små sjove udfordringer hjælpe Sol, Storm og professor Havgus med at forhindre Lektor Finregn i vat lave alt for meget rav i vejret.

Byg jeres egen drage
Drager er et typisk vestjysk stykke legetøj, som både store og små ynder at lege med på strandene langs den jyske vestkyst. Men drager er ikke noget nyt fænomen - historien om drager går langt tilbage i tiden. I Naturkraft kan I få fortællinger om dragens historie og gå tidens mange dragebyggere i bedene og bygge jeres egen flotte drage af genbrugsmaterialer. Der er naturligvis også rig mulighed for at testflyve jeres færdige drage i Naturkraft.

Tag på ekspedition eller tidsrejse!
Grib en af vores spændende ekspeditioner, hvor I selv går på opdagelse udendørs i Naturkraft, mens I udforsker stort og småt i den vestjyske natur. Når I fryser, kan I gå indenfor og få varmen. Her kan I gå på opdagelse i vores udstilling om vindkraft og vedvarende energi - og tage med på en tidsrejse gennem Vestjyllands vindeventyr med vores fulldome filmoplevelse. Ved Livets Træ, kan I opleve årets gang på 12 minutter og måske fange fornemmelsen af foråret og sommeren før tid.

Fortællinger om Vestjyllands vilde vejr
Livet i Vestjylland har altid været på vejrets præmisser, og de som bor her har derfor altid været afhængige af at kunne tolke vejret. Bonden kunne risikere, at høsten blev ødelagt, hvis der kom regn, lige inden høsten skulle ind, og fiskeren kunne risikere at havne i en livsfarlig storm på havet. Når I besøger Naturkraft, kan I høre spændende fortællinger om det vilde vestjyske vejr og dykke ned i nogle af de mange ordsprog og talemåder, som har været brugt i forbindelse med forudsigelse af vejret.

Åbningstider: 10. februar til 22. marts: Torsdag - søndag kl. 11-16 samt alle dage i uge 7 (12.-18. februar) kl. 11-16.
Pris: Voksne: 145 kr. Børn 3-17: 95 kr. Børn mellem 0-2 år er gratis.Alle aktiviteter er inkluderet i billetprisen.

Kontakt: info@naturkraft.dk / +45 6916 1162.

Website:
https://www.naturkraft.dk/

Adresse:
Naturkraft
Naturparken 10, Ringkøbing

Sidst redigeret Tir. d. 16. januar 2024. Sideansvarlig: KultuNaut