Arkiv: Overstået event
Juletræets historie i Naturkraft.
Torsdag den 30. november til søndag den 3. december 2023, kl. 10-17.

Juletræets historie i Naturkraft.

Rejs gennem juletræets historie i Naturkraft. I den mørke juletid samler vi os i stuerne med lys og varme som værn mod vinterkulden - langt væk fra naturen.

Men hvordan endte naturen alligevel med at trænge sig helt ind i hjertet af de danske juletraditioner?. Kom i Naturkraft i november og december og rejs gennem juletræets historie gennem rækken af juletræer pyntet med tidstypisk julepynt gennem de sidste 200 år. Tag også med rundt i parken og hør hvordan de vestjyske juletraditioner er tæt knyttet til den vestjyske natur. Julen er børnenes fest, så selvfølgelig er der også oplevelser for børnene, der kan lave deres eget lys til juletræet, gå på jagt efter de grønne skovnisser og lave ny julepynt af gammelt pynt og genbrugsmaterialer.

Juletræet på besøg - fra Tyskland!
Om vinteren kan vi længes ud i naturen - særligt når det er koldt og mørkt og vinterstormen raser. Men i julen tager vi naturen helt ind i stuerne, og det har vi gjort siden begyndelsen af 1800-tallet. Det første juletræ blev slæbt ind i de fine stuer på godset Holsteinborg på Sjælland, og ikke nok med det, så satte man lys på det og tændte dem! Få år senere havde den tyske juletræstradition gjort sit indtog i Danmark. I Naturkraft kan I rejse gennem juletræets historie og se hvordan træsorterne skifter og hvordan julepynten har udviklet sig gennem tiden. Rejs også med helt frem til i dag, hvor vi er ved at skabe helt nye traditioner med juletæer i potter eller af plastik, og har I lyst kan I lave helt ny julepynt ud fra gammelt julepynt og genbrugsmaterialer.

Julelyset - et værn mod mørket
Lyset har altid haft en særlig rolle i den mørke vinter, for kun lyset kunne holde mørkets mange farer på afstand. Julelysene kom til Danmark sammen med juletræet, og i begyndelsen var juletræslysene derfor røde, hvide og blå, som er de Slesvig-Holstenske farver. Men siden nederlaget til Tyskland i 1864 er det kun lysene i Dannebrogs farver, der bliver sat på juletræet. Kom og hør hele historien om julelyset, og er I kreative, kan I også lave jeres eget julelys lige til at sætte på juletræet derhjemme.

Fortællinger om julen i Vestjylland
Julen i Vestjylland er gennem tiden formet af, hvor den fejredes. Tag med på en lille guidet tur i Naturkraft hver dag, og hør hvordan rakkere fejrede jul på heden, hvordan nissens historie går 2000 år tilbage og blev til gårdnisser og skovnisser, og endelig hvordan sømændene værnede sig mod havets farer med deres helt egen skibsnisse "Klapøjtermanden".

Find grønne skovnisser og dyrespor
Rundt i parken i Naturkraft er alle de forskellige naturtyper, som findes i Vestjylland. Skovnisserne, der lever i naturen, har gemt sig rundt omkring. Se om I kan finde deres små huler og gemmesteder. Tag også på ekspedition og se om I kan genkende de spor, som naturens vilde dyr efterlader.

Kontakt: info@naturkraft.dk / +4569161162.

Website:
https://ringkobingfjordmuseer.dk/museer/naturkraft/

Pris: Entré: 130 kr

Adresse:
Naturkraft
Naturparken 10, Ringkøbing

Sidst redigeret Man. d. 23. oktober 2023. Sideansvarlig: KultuNaut